Kunst og skulpturer i Carlsberg Byen
Vi har herunder samlet et udpluk, så du kan gå på jagt efter de historiske kunstværker:
Kigger du op på taget af den historiske Maskincentralen, ser du den tre meter høje skulptur, Atlas, i zink, cement og kobber, der i 1889 blev skabt af billedhugger Johannes Mølgaard på bestilling af brygger Carl Jacobsen.
På Lagerkælder 3 finder du fem mindetavler af Ottilia Jacobsen, Carl Jacobsen, Laura Jacobsen, J.C. Jacobsen og Christen Jacobsen. Mindebuster og plader sad oprindeligt på Ny Carlsbergs malteri fra 1882, der lå samme sted. Dette blev nedrevet i 1964 og erstattet af den nuværende bygning af Eske Kristensen, hvor man genopsatte mindetavlerne på omtrent samme placering.
På toppen af Malttårnet står skulpturen Adorante, soltilbederen, i en forstørret kopi i kobber. Originalen befinder sig på Pergamon-museet i Berlin.
På den nordlige side af Dipylonporten sidder otte kakkelbilleder af personer med stor betydning for bryggerieventyret: Prof. V. Dahlerup, prof. Chr. Grønlund, kontorchef C. F. Hesberg, Ottilia Jacobsen, Carl Jacobsen, Alf Jacobsen, en bryggerarbejder og murermester S.P. Beckmann. De originale billeder kunne ikke tåle vejret og befinder sig i dag på Carlsberg Museum, mens nye billeder til porten blev skabt i 1980'erne.
På taget af Bryghuset står C.J. Bonnesen kobberskulptur Thors kamp mod jætterne. Oprindeligt var skulpturen et konkurrenceforslag til Genfionspringvandet, som han tabte, hvorefter Carl Jacobsen bad Bonnesen omarbejde sit forslag til en udsmykning på hans bryghus.
På den sydlige side af Elefanttårnet, i hvælvingerne over de ikoniske Elefanter, står Ludvig Brandstrups dobbeltbuste af Carl og Ottilia Jacobsen, der sammen står og skuer ud over deres livsværk.
Foran Maskincentralen står L. Brandstrups bronzeskulptur på sokkel af Carl Jacobsen fra 1921. Monumentet, der er bekostet af en indsamling blandt ansatte og af Carlsbergfondet, stod oprindeligt foran Carlsbergs administrationsbygning, men er flyttet til sin nuværende placering i 1930'erne.