Nyt øl-samarbejde på den gamle bryggerigrund

11. februar 2025
En ny øl er skabt i samarbejde mellem to bryggerier, der forstår at bygge bro mellem tradition og innovation.

Mikrobryggeriet ÅBEN og Carlsbergs husbryggeri, Jacobsen, er gået sammen om at brygge Valby Bakke Cold IPA – en frisk og aromatisk øl, der kombinerer Jacobsens historiske bryggetraditioner med ÅBENs moderne tilgang. Øllen er skabt med Jacobsens ikoniske Tuborg-gær og humletyper fra både Jacobsens Yakima IPA og ÅBENs Bryg 61, og resultatet er en lysgylden IPA med tropiske noter af grapefrugt, mango og passionsfrugt.  

Samarbejdet markerer ÅBENs åbning i Carlsberg Byen, hvor bryggeriet i sommer slog dørene op til sin nye ølbar i den smukke Kedelhallen fra 1920. Her er den oprindelige industriarkitektur bevaret, mens baren har fået nyt liv som et samlingspunkt for ølkultur og fællesskab: 

“Det er en stor ære at få lov til at give nyt liv til de smukke lokaler og videreføre den øltradition, som er så fast forankret i Carlsberg Byen. Samarbejdet med Jacobsen symboliserer på bedste vis de åbne arme, vi er blevet mødt af. Og det repræsenterer det unikke ved vores branche; at vi med kærlighed til øllet, arbejder sammen for at blive ved med at udvikle og forny os,” fortæller Philip Hulgaard, stifter af ÅBEN.

Gratis øl og gode tacos

Lørdag den 15. februar fra kl. 14.00-17.00 inviterer ÅBEN og Jacobsen til fejring på Franciska Clausens Plads 29. Her kan du smage Valby Bakke Cold IPA, nyde krydrede tacos fra naboen Hija de Sanchez og opleve den særlige stemning i den historiske Kedelhallen.

Se kvarterets restauranter -

Få inspiration til kvarterets bedste kaffested, prisvindende surdejspizzaer, roof top-restaurant, ikonisk smørrebrød, vinbar, italiensk cuisine, økologisk brunch og meget mere her. Måske finder du din nye favorit? Lad dig inspirere

Se alle butikkerne i Carlsberg Byen -

Tjek oversigten over kvarterets butikker og oplevelser lige her og lad dig inspirere til, hvor turen skal gå hen næste gang.  Se butikkerne her