Dolores om fællesskab og traditioner
Når man er beboer, nabo, besøgende eller erhvervsdrivende i et nyt bykvarter som Carlsberg Byen, har man den fine mulighed, at man kan være med til at forme og skabe fællesskab og nye traditioner.
Det er folkene bag restauranten Dolores optagede af. Her er nemlig et af de steder, hvor mennesker kan samles om god mad og godt selskab, og deres social dining-koncept er særligt designet til at fremme lige netop dette.
“Dolores skal være et sted, hvor man ikke bare går hen for at få god mad, men også for at nyde samværet med andre – i afslappende og behagelige omgivelser. Det er hele essensen og visionen bag Dolores,” forklarer Dorte Østergaard, der er en af ejerne bag restauranten.
Med et ønske om at skabe nye traditioner og venskaber blandt beboerne tilbyder de rammerne for, at naboer kan mødes og dele oplevelser: “Et godt naboskab bringer glæde og tryghed. Det er dejligt at hilse på hinanden på gaden og blive ‘omfavnet’ af kendte ansigter i det område, man bor.”
Samtale og samvær over god mad
Tidligere på året var nabo-festen på Kildepladsen et stort hit. Festen blev lynhurtigt udsolgt, og succesen har inspireret Dolores til at gøre fællesspisninger til en tilbagevendende tradition. Langbordsmiddage med fokus på at samle mennesker omkring fælles måltider er et koncept, de vil gentage for at give beboere og naboer mulighed for at møde hinanden.
Dolores’ vision bygger på idéen om at skabe et fristed for både beboere og gæster i Carlsberg Byen, og er inspireret af Dolores District i San Francisco, Californien, som er et smeltedige af forskellige kulturer, nationaliteter, religioner og seksualiteter. Dolores ønsker at inspirere til at samles, til samtale, samvær og forståelse for hinandens forskelligheder – alt sammen over et godt måltid mad.
I tråd hermed inviterer Dolores også til Thanksgiving-middag, hvor tanken er at bringe mennesker sammen: “Thanksgiving er en anledning til at mødes over god mad og lære nye mennesker og kulturer at kende,” forklarer Dorte, og inviterer således alle nysgerrige sjæle til thanksgiving-langbordsmiddag d. 28 november hos Dolores på Kildepladsen i Carlsberg Byen.