Rejsegilde for Carls Tårn, Nebelong Hus og Olivia Hus
De sidste byggefelter i Carlsberg Byen er i fuld gang, og inden længe er de sidste beboere samt kontor- og butikslejere klar til at flytte ind på den gamle bryggerigrund.
I dag er der rejsegilde på det 80 meter høje Carls Tårn, Nebelong Hus og Olivia Hus, som også kaldes Byggefelt 6V. Byggeriet består af både boliger, et stort, grønt gårdrum, kontorer, samt et butikslejemål ud mod J.C. Jacobsens Gade og p-kælder i to etager med 204 nye p-pladser.
Fejringen af rejsegildet betyder også, at Carlsberg Byens tredje sidste tårn nu har nået sin fulde højde, og at Københavns nye skyline er ved at tage sin endelige form:
"Det er en fornøjelse at se Carls Tårn i sin fulde højde, og om lidt er facaden også monteret, så man kan se, hvordan det spiller sammen med de andre tårne i Carlsberg Byen, der skaber Københavns nye skyline," siger Jens Nyhus, adm. direktør Udviklingsselskabet Carlsberg Byen P/S.
Ca. 70 % af alle boligerne i Carls Tårn, Nebelong Hus og Olivia Hus er allerede solgt 1,5 år før indflytning, 4.500 m2 kontor er solgt til Sparekassen Sjælland-Fyn, mens vi til butikslejemålet, lige nu leder efter den rette operatør.
Pihlkonsortiet er totalentreprenør, Vilhelm Lauritzen er arkitekter på karréer, Wingårdhs er arkitekter på tårn, 1:1 Landskab er landskabsarkitekter, Artelia er bygherrerådgiver og AFRY er ingeniører på projektet.
Historien bag navnene
- Carl Christian Hillmann Jacobsen (1842-1914) var en innovativ og visionær bryggersøn. Samtidig var han en lidenskabelig kunstsamler og den største kunstmæcen, Danmark endnu har set. For Carl Jacobsen var kunst ikke forbeholdt eliten: Den kan forskønne, røre og berige alle menneskers liv, så den skal bringes ud til offentligheden.
- Niels Sigfred Nebelong (1806-71) var en prominent arkitekt og stadsbygmester i København. N.S. Nebelong var tilknyttet Carlsberg fra grundlæggelsen i 1847, og i samarbejde med J.C. Jacobsen opførte han blandt andet den imponerende hovedbygning i italiensk stil, som blev bryggerfamiliens hjem fra 1854, og som senere blev æresbolig for forskere som fysikeren Niels Bohr, der boede i de smukke omgivelser i 32 år.
- Fru Olivia Hansen var ansat på Carlsberg og den første forperson i Kvindeligt Bryggeriarbejderforbund, der blev stiftet i 1903. Formandinden, som Olivia Hansen blev benævnt, blev genvalgt år efter år, og selv om hun døde efter kun fem år på posten, nåede hun langt.