Nu kan du besøge File Under Pops nye color lab i Carlsberg Byen
Den populære, danske designvirksomhed File Under Pop udvider nu deres farverige univers med et helt nyt Color Lab i Carlsberg Byen.
Det nye Color Lab er ikke bare en butik, hvor du kan gå på opdagelse i farvekoder, fliser og tekstiler; det er en eksplosion af farver og kreativitet i et nyt værksted og oplevelsesrum.
Den nye butik er beliggende i handelsgaden Flaskehalsen i Carlsberg Byen, der er et innovativt og banebrydende butiksunivers og designkollektiv, hvor der allerede nu findes en række anerkendte kunsthåndværkere, design- og interiøraktører som bl.a. Carl Hansen & Søn, Haastrup Copenhagen og Stillark.
"Området er en smeltedigel for kunst, design og arkitektur, der helt naturligt mødes i Carlsberg Byen. Som nyt boligområde er det helt anderledes end byens andre nye kvarterer, fordi det er rodfæstet i så meget historie og en helt særlig arkitektur," fortæller Josephine Akvama Hoffmeyer, grundlægger og kreativ direktør i File Under Pop, om valget af netop denne lokation som stedet for det nye Color Lab.
Invitation til åbningsreception
I anledningen af åbningen af de nye lokaler inviterer File Under Pop til drinks og snacks i Carlsberg Byen fredag d. 25. august kl. 12-18 i butikken på Bohrsgade 32, 1799 København V.
Kig forbi til drinks og snacks, og byd den nye butik velkommen på den gamle bryggerigrund!