File Under Pop åbner Color Lab i Flaskehalsen
Color Lab bliver et centralt punkt for virksomhedens kreative arbejde med maling, fliser, tekstiler og designløsninger. Her vil der ikke kun være en butik, hvor du kan udforske det store produktsortiment, men også et kreativt værksted, hvor farveprøver og håndlavede samples bliver til. Et oplevelsesrum, der vil danne rammerne for butikken.
Nyt Color Lab skulle bare ligge i Carlsberg Byen
Valget om at åbne i det nye butiksunivers i Flaskehalsen er ifølge File Under Pops grundlægger og kreative direktør langt fra tilfældigt:
"Vores nye Color Lab skulle bare ligge i Carlsberg Byen, fordi stedet summer af dynamik, historie og arkitektur. Som kvarter peger det bagud, men også i den grad fremad, som et sted, hvor mange mennesker bor, og endnu flere vil bo i fremtiden," fortæller Josephine Akvama Hoffmeyer og uddyber:
"Området er en smeltedigel for kunst, design og arkitektur, der helt naturligt mødes i Carlsberg Byen. Som nyt boligområde er det helt anderledes end byens andre nye kvarterer, fordi det er rodfæstet i så meget historie og en helt særlig arkitektur."
File Under Pop Color Lab vil være beliggende i den nordlige del af det nye kreative butiksunivers, Flaskehalsen, hvor du kan udforske deres udvalg af maling, fliser, tekstiler og designløsninger. Åbningen i Carlsberg Byen bliver File Under Pops andet Color Lab i København.
Butikken forventes at åbne i foråret 2023. Indtil da kan du følge dem på Instagram her.
Velkommen på den gamle bryggerigrund!