København er arkitekturhovedstad: Flere events i Carlsberg Byen
I år kan København bryste sig af at være Arkitekturhovedstad. En titel, der blot er blevet uddelt én gang før af UNESCO og det internationale forbund af arkitekter, UIA.
Derfor er der også et ekstra stort fokus på arkitekturen i Danmarks hovedstad i år, hvor en lang række events, udstillinger og aktiviteter stiller skarpt på Københavns udformning, bygninger, historie og udvikling. Og den gamle bryggerigrund, hvor arkitekturen altid har haft en helt særlig rolle, er også med i de festlige begivenheder.
Det er nemlig arkitekturen, der gør Carlsberg Byen til en helt unik bydel. De mange fredede og bevaringsværdige bygninger vidner om en forkærlighed for arkitekturen og blander sig med nye karréer, længehuse og ikke mindst imponerende tårne.
Flere begivenheder på vej i kvarteret
I marts løber det ekstremt populære og allerede udsolgte Open House Copenhagen af stablen, hvor Københavns mest toneangivende bygninger –heriblandt Gærtårnet og Hotel Ottilia i Lagerkælder 3 i Carlsberg Byen – helt ekstraordinært byder velkommen indenfor bag facaden.
Men udover at være en del af Open House Copenhagen, vil flere aktiviteter også finde sted på den gamle bryggerigrund i forbindelse med at København er Arkitekturhovedstad. Er du nysgerrig på begivenhederne, der løber af stablen på den historiske bryggerigrund, kan du holde dig opdateret i nyhedsbrevet, på vores hjemmeside og på Københavns Kommunes hjemmeside, der har samlet årets arkitektur-aktiviteter.
UNESCO og UIA har kåret København til World Capital of Architecture 2023, og Carlsberg Byen deltager som officiel partner.