Coffee Collective kommer til Carlsberg Byen
Der er særdeles gode nyheder til alle kaffeelskere.
Den populære kaffekæde Coffee Collective kommer til Carlsberg Byen og åbner deres femte kaffebar i efteråret i stueetagen af Pasteurs Tårn - lige ud til den teglbelagte Margrethe Nørlunds Bohrs Plads med japanske kirsebærtræer.
"Vi har altid elsket området og synes, det er det mest spændende byudviklingsprojekt i hele København. Der er virkelig tænkt grundigt over kombinationen mellem nybyggeri og de gamle, bevaringsværdige bygninger, og det skaber en helt speciel stemning, at man går rundt i de historiske rammer," fortæller Klaus Thomsen, der er medstifter af Coffee Collective, og fortsætter:
"Når vi kigger på nye steder, er det enormt vigtigt for os, at vi kan mærke stedet og har en god mavefornemmelse for lokationen. Det skal være et sted, vi selv har lyst til at være. Udsigten ud mod J.C. Jacobsens Have og solindfaldet på både bygningen og pladsen er helt fantastisk, og giver mulighed for masser af siddepladser udenfor, hvor der både bliver indgang til parken og legeplads til børn."
Coffee Collective har deres eget risteri på Godthåbsvej, hvor de også har en af deres kaffebarer. Her rister de og leverer kaffe frisk til både egne kaffebarer, webshops og engros.
Stort velkommen til Coffee Collective. Vi glæder os til, at I åbner i løbet af efteråret.