Accenture flytter til Carlsberg Byen
Carlsberg Byen kan nu føje endnu et prominent navn til listen over virksomheder, der har valgt det nye bykvarter som kommende hovedsæde, når Accenture ved årsskiftet flytter ind i det nye bykvarter. I forvejen er bl.a. tegnestuen Arkitema, bryggeriet Mikkeller samt en række mindre og kreative virksomheder flyttet til Carlsberg Byen, og nu følger det anerkendte konsulenthus Accenture trop, når de ved årsskiftet flytter deres hovedkvarter til den nyopførte domicilbygning Harild Hus.
Accenture har hidtil haft adresse i Ørestaden, men ser frem til flytningen:
“Vi er begejstrede over at skulle flytte til Carlsberg Byen. Det vil blive et state-of-the-art miljø, der vil huse vores forretning, teknologi og design kompetencer under ét tag. Det vil blive en levende, dynamisk og inspirerende arbejdsplads, der er designet til at facilitere samarbejde, co-creation og styrke innovationen på tværs af vores teams,” siger Philip Wiig, direktør for Accenture Danmark.
Vi er begejstrede over at skulle flytte til Carlsberg Byen. Det vil blive et state-of-the-art miljø, der vil huse vores forretning, teknologi og design kompetencer under ét tag.Philip Wiig, direktør for Accenture Danmark
En del af historien
Det nye hovedsæde er tegnet af Vilhelm Lauritzen Arkitekter og Nord Architects og i samarbejde med Accentures arkitekt skræddersyet til Accentures behov med fokus på fremtidens kontor. Bygningen rummer foruden 6.000 m2 kontorareal også butikker i stueetagen og har direkte adgang til parkeringskælder for biler og cykler. Som direkte nabo til den nye Europaskole, Købke Plads, den snoede skorsten og Kedelhallen, ligger bygningen i hjertet af Carlsberg Byen og vil med sin placering være omgivet af både aktivitet, byliv og historie.
Bygningen opføres med ”Carlsbergsk” udtryk, og arkitekten har skelet til nogle af de historiske bygninger på Carlsberg, så bygningen opføres med et udtryk, der på én gang er såvel industrielt som ornamentalt, dvs. med mønstre og detaljer. Facaden opføres i tegl i en stram geometrisk og elegant stil og med klinker i stueplan.
Stigende interesse for at drive erhverv i Carlsberg Byen
Med flytningen følger et anerkendt brand til det nye bykvarter, hvilket Carlsberg Byens adm. dir. Jens Nyhus tror på rummer et større potentiale: ”Vi er naturligvis stolte over, at en virksomhed som Accenture ser de samme perspektiver i Carlsberg Byen, som vi, der færdes her dagligt, gør. Vi mærker i det hele taget en stigende interesse for vores erhvervsmuligheder, og der er ingen tvivl om, at aftalen med Accenture og de øvrige virksomheder, der allerede er flyttet ind, kun vil skærpe denne interesse. Det gælder på erhvervssiden, men i lige så høj grad i forhold til retail-området, som får gavn af den store tilflytning af både virksomheder og beboere.”
Om accenture
Accenture er et førende globalt professionelt servicefirma, der tilbyder en bred vifte af tjenester og løsninger inden for strategi, rådgivning, digital teknologi og drift. Accenture kombinerer uovertruffen erfaring og specialiserede færdigheder på tværs af mere end 40 brancher og alle forretningsfunktioner - understøttet af verdens største leveringsnetværk - arbejder på skæringspunktet mellem forretning og teknologi for at hjælpe kunder med at forbedre deres præstationer og skabe bæredygtig værdi for deres interessenter. Med mere end 435.000 ansatte, der betjener kunder i mere end 120 lande, driver Accenture innovation for at forbedre den måde, verden arbejder og lever på. Accenture Danmark har over 600 ansatte. Se mere på www.accenture.com.