ÅBEN Bryggeri kommer til Carlsberg Byen
Nu kan du glæde dig til, at du senere i år kan at nyde en kold, velbrygget og -skænket øl på solbeskinnede Franciska Clausens Plads i hjertet af Carlsberg Byen. Bryggeriet ÅBEN slår nemlig dørene op til et nyt mødested, hvor du kan se frem til at nyde god mad i restauranten, der vil tage udgangspunkt i nordiske, lokale råvarer og vil være skræddersyet til øllet i hanerne. Udenfor, på den nye Franciska Clausens Plads, bliver der masser af udeservering og mulighed for at mødes med venner og spise og slukke tørsten, til solen går ned.
ÅBEN blev grundlagt i 2017, og siden har de åbnet en række populære og anmelderroste barer i bl.a. Kødbyen, Aarhus og Københavns Lufthavn. Også festivalen O Days på Refshaleøen har det unge bryggeri stablet på benene.
På den nye lokation i Carlsberg Byen bliver ÅBEN beliggende i bunden af historiske Kedelhallen: den fredede, ikoniske bygning med de fire store skorstene i hjertet af Carlsberg Byen, hvor Dansehallerne også til august åbner op til deres nye lokaler og scener på etagerne over ÅBEN.
“Fra vi så lokalerne første gang, har det føles som den helt rigtige næste lokation for ÅBEN. Kedelhallens bevaringsværdige detaljer, som minder om stedets vigtige kulturarv, gemmer på et stykke dansk ølhistorie, vi er beærede over at kunne give nyt liv. De smukke lokaler fortjener at blive fyldt ud af glade gæster, der kan få stillet både tørst og sult med øllet som omdrejningspunkt; og vi glæder os til at byde indenfor meget snart,” udtaler Philip Hulgaard, stifter og direktør i ÅBEN.
Ny øl i gammel bygning
Historien fra den gamle bryggeritid lever videre i Københavns nye bykvarter, og de fredede bygninger er en vigtig del af både sjælen, livet og arkitekturen i Carlsberg Byen, som mange af de nye ejendomme også læner sig op ad. Derfor har det været vigtigt at finde den rette operatør til disse lokaler og beliggenhed:
”Vi glæder os meget til, at ÅBEN bringer deres visionære og inkluderende mødested til Carlsberg Byen, og vi kunne ikke se en bedre aktør end dem, slå dørene op på denne centrale placering i bykvarteret i fredede Kedelhallen. Vi er overbeviste om, at deres åbning kommer til at sætte en streg under, at Carlsberg Byen nu for alvor er åbent for alle, og vi ser frem til det liv, ÅBEN kommer til at tilføje til området,” fortæller Jens Nyhus, adm. direktør i Udviklingsselskabet Carlsberg Byen P/S.
ÅBEN slår dørene op d. 29. august fra kl. 16. Følg med på Instagram @aabencarlsbergbyen.