Rejsegilde for Vilhelm Hus og Beckmanns Tårn
Udviklingen af Carlsberg Byen nærmer sig sin afslutning, og samtidig med, at de fredede brosten er ved at blive genlagt på historiske Ny Carlsberg Vej, fejrede vi i dag rejsegilde på 80 meter høje Beckmanns Tårn og karréen Vilhelm Hus, der også kaldes Byggefelt 14. Byggeriet består af både boliger, kvarterets største gårdrum, kontorer, to butikslejemål og en café ud mod Ny Carlsberg Vej samt p-kælder med 180 nye p-pladser.
Beckmanns Tårn er ét af Carlsberg Byens i alt ni tårne, og har en helt central placering i Københavns nye bykvarter:
"At lave en ny ejendom ved historiske Ny Carlsberg Vej, på en helt central placering i det nye bykvarter og med fredede Dipylonporten og Maltmagasinet som nærmeste naboer, kræver en særlig respekt for omgivelserne. Jeg er glad for at se, at arkitekterne og teamet har løst opgaven godt, og har lavet et projekt af høj byggeteknisk klasse og kvalitet, som vi kan være stolte af i Carlsberg Byen," fortæller Jens Nyhus, adm. direktør Udviklingsselskabet Carlsberg Byen P/S.
Boligerne i Vilhelm Hus og Beckmanns Tårn er allerede solgt, og bliver lejeboliger, mens kontorlokalerne og butikslejemålene er til leje. Byggeriet forventes færdig og klar til indflytning i 2025.
Dorte Mandrup Arkitekter har tegnet bygningerne, Artelia er ingeniørrådgiver, landskab står Opland Landskabsarkitekter bag, Kuben Manegement er bygherrerådgiver med Sweco som underrådgivere og Arpe & Kjeldsholm er totalentreprenører.
Historien bag navnene
- Vilhelm Hus er opkaldt efter arkitekten Jens Vilhelm Dahlerup (1836-1907). Når man bevæger sig rundt i København, støder man på flere steder på smukke bygninger, der er tegnet af Dahlerup. Gode eksempler er Det Kongelige Teater, Statens Museum for Kunst, Søpavillonen og Ny Carlsberg Glyptotek. Sidst i 1800-tallet tegnede Vilhelm Dahlerup i samarbejde med brygger Carl Jacobsen Ny Carlsberg Bryggeri med arkitektoniske mesterværker som Elefantporten, Den Snoede Skorsten og Maltmagasinet, som i dag huser Hotel Ottilia og Aire Ancient Baths.
- Murermester S.P. Beckmann (1828-1895) er afbilledet på frisen over den berømte Dipylonporten på Ny Carlsberg Vej, der blev bygget som indgangsparti til Ny Carlsberg Bryggeri i 1892. Beckmann stod for meget af murerarbejdet på Ny Carlsberg, og har ydet sit bidrag til meget af den imponerende arkitektur, vi stadig kan nyde den dag i dag på den historiske bryggerigrund.