Pasteurs Tårn nomineret til fornem pris
Med en højde på intet mindre end 120 meter rækker Pasteurs Tårn ud efter stjernerne – og nu rækker tårnet også ud efter en fornem pris.
I mere end hundrede år har Københavns Kommune belønnet smukke byggerier og gode bymiljøer ved den årlige Bygningspræmiering, hvor Pasteurs Tårn, Københavns højeste beboelsesejendom, i år er blandt de otte nominerede.
"Pasteurs Tårn er nomineret, fordi det viser, at et tårn med en præcist proportioneret facade og de velovervejede møder med omgivelserne kan give en arkitektonisk værdi til byen," skriver Københavns Kommune i sin begrundelse for nomineringen og fortsætter:
"Den gennemarbejdede facade i cortenstål og glas fremstår overbevisende i en proportionering præget af lodrette linjer. Facadematerialets farve, stoflighed og levende kvalitet medfører, at bygningen synes hjemme blandt de røde murstensbyggerier, der kendetegner Carlsberg Byen."
Pasteurs Tårn kan også vinde publikumspris
Flere bygninger på den gamle bryggerigrund er tidligere blevet præmiereret af Københavns Kommune til den årlige Bygningspræmiering. I 2018 blev Forskerboligerne præmieret, i 2019 blev Dipylon Hus nomineret og i 2020 vandt Lagerkælder 3 publikumsprisen. En pris, som Pasteurs Tårn også kan vinde.
I forbindelse med Københavns Kommunes årlige bygningspræmiering inviteres alle nemlig til at stemme på deres favorit blandt de nominerede til Publikumsprisen.
Vinderen af Publikumsprisen offentliggøres sammen med de præmierede projekter i næste måned.