Se J.C. Jacobsens villa under kulturnatten
Foto: Anders Sune Berg
Når Kulturnatten løber af stablen fredag d. 14. oktober, kan du opleve en historisk perle uden sidestykke. Helt ekstraordinært gennemføres to rundvisninger nemlig i J.C. Jacobsens tidligere private bolig, der netop har gennemgået en imponerende restaurering.
Det er Carlsbergfondet, som står bag forvandlingen af villaen, der er blevet taget tilbage til sit oprindelige udtryk, fra den den blev opført i 1854. Her har intet mindre end 36 håndværksfag været involveret i den krævende proces, som har kostet næsten 100 millioner kroner.
J.C. Jacobsen lod villaen opføre som privatbolig til sin familie – lige midt i det industrielle anlæg. Villaen består udover den italiensk-klassicistiske hovedbygning af Vinterhaven, Pompejisalen, en terrasse og et storslået haveanlæg.
BEGRÆNSET ANTAL PLADSER - TILMELDING NØDVENDIG
Der vil være et begrænset antal pladser til besøgende på de to rundvisninger i J.C. Jacobsens villa. Derfor er det både nødvendigt med et kulturpas og tilmelding for at kunne deltage.
Tilmeldingen åbner her d. 4. oktober kl. 12, og billetterne tildeles efter først-til-mølle-princippet.