Nu åbner fælleshus for Carlsberg Byens beboere
Godt naboskab, fællesskab og et summende lokalmiljø er nogle af nøgleordene i udviklingen af Carlsberg Byen. Her er butikker, grønne parker, cykelstier, spisesteder, historisk arkitektur, smalle stræder, legepladser, S-togsstation, by- og kulturliv at samles om – og nu kommer også et fælleshus for kvarterets beboere.
I den bevaringsværdige og historiske Administrationsbygningen åbner nu nemlig Carlsberg Byens fælleshus, hvor beboerne på den gamle bryggerigrund kan holde fester, fællesmiddage, vinklubber, dyrke yoga eller præcis, hvad de ellers har lyst til at mødes om i enten de mange mindre lokaler med historiske detaljer, i køkkenet eller måske i den store, hyggelige vinterhave.
Det er et udvalg af beboerne i Carlsberg Byen, der har været med til at sætte rammerne for huset i form af både indretning, funktioner og bookingsystemer, så det bedst muligt afspejler de ønsker, der er blandt de mange beboere, og som i fremtiden skal være til glæde for mere end 8.000 beboere.
Vi glæder os til at se huset fuld af liv, og håber at det vil danne rammerne om et stort fremtidigt fællesskab for beboerne i Carlsberg Byen.