138 nye ladepunkter på vej i Carlsberg Byen
Er du elbilist og bor i eller omkring Carlsberg Byen, er der gode ladenyheder på vej: Danmarks største ladeoperatør Clever og Udviklingsselskabet Carlsberg Byen P/S har netop indgået aftale om etableringen af hele 132 ladepunkter og seks lynladepunkter på den gamle bryggerigrund. Lynladerne giver elbilister mulighed for at lade en elbil på bare 15-20 minutter afhængigt af bilens evne til at lynlade.
Kvarterets elbilister og naboer kan glæde sig over, at de nye ladere vil blive etableret og efter planen er klar til brug allerede fra foråret 2022.
Ladepunkterne placeres under jorden
Stort set al parkering i Carlsberg Byen foregår under jorden, så der i stedet er plads til byliv, bløde trafikanter og grønne områder. Derfor vil de mange nye ladepunkter blive fordelt i kvarterets 11 p-kældre.
I takt med Carlsberg Byens udvikling, samt at der i slutningen af 2022 forventes flere end 5.500 beboere i kvarteret, er en god og moderne infrastruktur en afgørende del af kvarterets udvikling, ifølge Udviklingsselskabet Carlsberg Byen P/S’ adm. direktør, Jens Nyhus:
”Parkeringsmulighederne i kvarteret er afgørende for både de efterhånden mange beboere i området og for de mange tusinde mennesker, der arbejder, bruger og besøger området hver dag. Det er vigtigt for en velfungerende bydel, at infrastrukturen er gnidningsfri, og vi oplever, at efterspørgslen på el-ladere allerede nu er stor – og den bliver kun større herfra. Derfor er vi glade for at kunne tilbyde så gode lademuligheder for både beboere, naboer og besøgende til kvarteret.”
De nye ladepunkter vil indgå naturligt i Clevers offentlige ladenetværk, som er Danmarks største og tilgængelig for alle elbilister uanset kundeforhold. Man vil både kunne oplade gennem abonnement hos Clever og forbrugsafregnet per kilowatttime, hvor man kan bruge ladebrik, kreditkort på lynladestanderne og betale direkte gennem apps fra Clever og tredjeparter.