En af verdens største sundhedsvirksomheder flytter til Carlsberg Byen
Lægemiddelvirksomheden Roche Pharmaceuticals A/S og diagnostikvirksomheden Roche Diagnostics A/S har siden 1970 haft til huse i industrikvarteret Avedøre Holme i Hvidovre. Det er med stor begejstring for både Roche og Carlsberg Byen, at den nye lejer med de mere end 200 medarbejdere i sommeren 2022 flytter ind i helt nye rammer i Carlsberg Byen.
Roche flytter ind i knap 2.300 m2 nye kontorfaciliteter i det kommende Forchhammer Hus, som er tegnet af Schmidt, Hammer & Lassen Arkitekter i klassisk Carlsberg Byen-stil med en blanding af et tårn med boliger, butikker og caféer i stueplan samt moderne og lyse lokaler.
Ud over lokalerne vil medarbejderne kunne nyde godt af de omkringliggende inspirerende og lokale byrum og parker og det fælles nærmiljø med dets pulserende byliv i de historiske omgivelser.
Fokus på bæredygtighed og nye måder at arbejde på
”Vores flytning er motiveret af en målsætning om at gå fra unødvendig meget plads i en traditionel kontorbygning til et fleksibelt kontormiljø, som understøtter vores nye måder at arbejde på i hverdagen, samt lokaler og infrastruktur der lever op til Roches krav og forventninger til bæredygtighed. Vores nye lejemål bliver bygget som en lavenergibygning og dertil kommer en geografisk central placering, der motiverer til at benytte offentlige transportmuligheder,” udtaler administrerende direktør for Roche Pharmaceuticals, Richard Wright, som bakkes op af sin kollega Tim Himes, der er administrerende direktør i Roche Diagnostics:
“Vi er begejstrede for at flytte til et lejemål, der direkte afspejler og understøtter vores nye, agile organisationsstruktur og dermed de nye måder, vi kommer til at arbejde på i vores hverdag. Vores nye kontor vil ikke alene understøtte, men tilskynde til den kreativitet og det samarbejde, der er nødvendigt for os til at spille en aktiv rolle i at understøtte udviklingen af det danske sundhedsvæsen til at blive et af verdens bedste. Vi håber også, at placeringen i den nye bydel vil være let tilgængelig og gøre det interessant for vores samarbejdspartnere at besøge os.”
Flere virksomheder søger mod inspirerende omgivelser
Roche er ét blandt flere eksempler på tendensen, Udviklingsselskabet Carlsberg Byen P/S oplever, hvor store virksomheder i stigende grad søger mod det Københavnske byliv og inspirerende omgivelser.
Medarbejderne i Roche kan da også glæde sig til at cykle ad brostensbelagte Ny Carlsberg Vej gennem den ikoniske Elefantporten og forbi historiske vartegn som Stjerneporten og Mineralvandsfabrikken. Nærmeste nabo, Kildepladsen, med små butikker og caféer bliver et populært samlingspunkt, og skal kaffen eller frokosten nydes i det grønne, er den historiske J.C. Jacobsens Have kun et stenkast væk.
Hos selskabet bag udviklingen af den gamle bryggerigrund vækker det stor glæde, at en af verdens største sundhedsvirksomheder har valgt Københavns nye bydel som deres mangeårige fremtidige rammer:
”Vi glæder os over, at Roche har valgt Carlsberg Byen som ny adresse – og vi glæder os til at byde velkommen til de mange medarbejdere, der vil have deres daglige gang i kvarteret og bruge, udforske og nyde den allerede vibrerende bydel,” siger Jens Nyhus, administrerende direktør, Udviklingsselskabet Carlsberg Byen P/S.