Advokatkontor: "Det har været en af de største gaver ved at flytte"
Sådan lyder det fra Katja Paludan, der er Partner i Husen Advokater, når hun skal fortælle, hvad det har betydet for deres advokatkontor at flytte til Carlsberg Byen.
Det er snart to år siden, at Katja Paludan og hendes kollegaer rykkede teltpælene op og flyttede fra Havnegade i København K til Carlsberg Byen, og det er noget, som har haft en positiv effekt:
”Det har påvirket arbejdsmiljøet positivt, og det betyder også noget, hvor vi er henne. Mine medarbejdere siger alle sammen: 'Jeg har det som blommen i et æg. Transporten til og fra arbejde er så nem'," siger Katja Paludan og fortsætter:
”Før lå vi ved siden af Kongens Nytorv, og jeg kan se, at vi alle sammen sparer tid på transport. Jeg ved godt, det er en lidt kedelig ting, men det betyder meget for os, og det betyder også noget for kunderne. De synes også, at det er rart, at de kan komme et sted hen, hvor de kan få en parkeringsplads, når de besøger os.”
”Jeg sparer en halv time i bil om dagen i forhold til at køre til Indre by, men andre har det tilsvarende, og de bruger offentlig transport. Den offentlige transport er genial. Stationen er lige herovre, og vi har ikke nogen medarbejdere, hvor forbindelserne ikke fungerer optimalt.”
Husen Advokater er et specialistfirma indenfor fast ejendom, erhvervsret samt forsikrings- og erstatningssager. De holder til i Christen Hus og har en skøn udsigt mod Bryggernes Plads og Hotel Ottilia.