Den 8. marts åbnede Carlsberg Byen et nyt showroom, som giver interesserede boligkøbere mulighed for at se og købe en af de første 120 lejligheder til salg i bydelen. 32 af de 120 boliger ligger i Humlehuset, som er placeret ud til et af byens centrale torv, Humletorvet. Kendetegnende for de 32 boliger i Humlehuset er, at det er mindre lejligheder fra 47 til 68 kvadratmeter, som er målrettet studerende og singler. De vil få bopæl i et af Carlsberg Byens mest livlige kvarterer. De bliver naboer til Professionshøjskolen UCC’s nye campus, Campus Carlsberg, hvor omkring 10.000 studerende vil have deres daglige gang fra 2016 og den kommende S-togsstation, Carlsberg Station, der åbner medio 2016.
De 120 lejligheder er kun de første af 3000, der opføres i Carlsberg Byen over den næste årrække. Byplanen for Carlsberg Byen er tæt og varieret, og byrummene kommer til at summe af liv med gallerier, grønne parker, kulturelle aktiviteter og et stort og varieret butiksliv. Bydelen rummer både mindre boliger til singler, studerende og de små familier, mens der også kommer store og eksklusive boliger til den store familie og dem, der gerne vil have mange kvadratmeter.
Den store interesse glæder Søren Felden, direktør, CCO i Carlsberg Byen. ”At det er gået så stærkt med reservationer af de første boliger i Carlsberg Byen, tager jeg som en meget positiv indikation af, at vi har formået at få visionen om Carlsberg Byen ud over rampen. Det er dejligt at se, at vi har ramt rigtigt – også i forhold til efterspørgslen efter de mindre lejligheder. Jeg er rigtig glad for, at så mange mennesker på ganske kort tid har set perspektivet i Carlsberg Byen og har valgt at være en aktiv del af den i fremtiden.”
Ud over boligerne i Humlehuset er også 88 lejligheder i tårnhuset Bohrs Tårn, der lige nu skyder op i bydelens sydøstlige hjørne, sat til salg. Lejlighederne i Bohrs Tårn er mellem 112 m2 og 165 m2 og er placeret fra 8. til 30. sal med store vinduespartier, der sikrer en imponerende udsigt over København og omegn. Bohrs Tårn er det første af i alt ni tårnhuse i bydelen.
Lejlighederne i Humlehuset og Bohrs Tårn forventes indflytningsklare henholdsvis primo og medio 2017.